Vintersolhverv er naturens nytår og et naturligt vendepunkt. Det tidspunkt på året, hvor vi er nået til det dybeste i mørkets tid, og hvor alle safter og kræfter er i hvile. I hvert fald i naturen. Alt levende har godt af at dvæle ved denne overgang, inden et nyt år begynder, og lyset langsomt vender tilbage. Men hvordan er det at stå i mørket med alt, hvad det er?

Det var mørkt og magisk, en stivfrossen stjernestund i skoven, da min solhvervssøster og jeg sammen med en flok hjertelige mennesker fejrede lysets tilbagevenden i januar. Egentlig faldt vintersolhverv den 22. december 2023, men stormen Pia rasede den dag, så vi ventede. Aftenen bød på åndedræts- og naturterapi og et dybt fokus på at ære både mørket og lyset; For uden mørket, hvad er lyset så? Og hvordan er det egentlig at mærke mørket i og omkring os, både når vi står alene i skoven og sammen om bålet?

At skabe forbindelser

Vi begyndte med åndedrætsterapi. At ånde med intention er noget ganske andet end at trække vejret. Gennem vores åndedræt kom vi til stede, med forbindelse til jorden under os og himmelen over os. Så gik vi hver til sit for at forbinde os med skovens symboler; hvad symboliserede noget, vi ville efterlade i det gamle år og smide på bålet? Hvad symboliserede noget, vi ville sende livgivende energi til i det nye år?

Alle stod alene. I mørket. Mærkede hvad der rørte sig, indeni og udenpå. Og kom tilbage med symboler. Store kæppe, porøse blade, vidtforgrenede kviste, sne. Kun dem, der ville, delte. Alle lyttede til ordene, der faldt og alt, der foregik. Noget brændte sydende hurtigt, så snart det blev kastet på bålet, andet ramte forbi og måtte hjælpes ind i flammerne. Alt kommunikerer. 

Mørkets dobbelthed

Dér rundt om bålet satte vi ord på, hvad mørket er for os hver især. En dobbelthed kom frem. Mørket er både hyggeligt og uhyggeligt, både trygt og utrygt, både frygtindgydende og favnende. Jeg delte, at jeg engang øvede mig i at gå i skoven i mørket og gik fra en følelse af utryghed til en oplevelse af, at mørket passede på mig. Hvad mon mørket er for dig – tør du stå i det og mærke efter?

Naturen er dobbeltsidig i sin natur; hverken kun lys og lækker eller kun mørk og magisk, præcis som livet er det hele. Kunsten er at favne det hele. Måske skal vi ligefrem opholde os mere i mørket for at forstå lyset? Det er som om, at lysets styrke tager til, når vi integrerer det, der findes i mørket og vice versa …