Ballon

Der er mange, der er de bedste i deres branche. De synes alle sammen, jeg skal skrive, at de er de bedste. Det vil jeg bare ikke. Kan du ikke gætte hvorfor, er det bedst, du læser videre.

I denne uge skulle vi kommunikere noget om underviserne i en virksomhed, jeg arbejder for. Lad os skrive, at vi har de bedste undervisere, lød det ivrigt i telefonen. Jeg svarede: De bedste til hvad?

Det spørgsmål er lige så irriterende, som det er vigtigt. For at være de bedste er at love meget, men samtidig ingenting. Og når noget ikke er konkret, er det hverken til at forstå eller til at handle på.

Er underviserne de bedste til at forklare tingene pædagogisk?
De bedste til at lave programmer med størst effektivitet på kortest tid?
Eller de bedste til at skabe ro og fokus omkring læringen?
Måske er de branchens bedste til at gøre læringen sjov og kreativ?

Kunderne ved ikke, hvad de skal forvente. Underviserne ved ikke, hvad der forventes af dem. Virksomheden ved ikke, hvilke kriterier de skal ansætte eller uddanne efter.

At bruge begrebet “de bedste” er nemlig som at puste en ballon op, så den ser stor og fin ud – men i det sekund, man slipper den løs, fiser den bare rundt uden retning og falder så fald til jorden.

Begrebet har derfor fatale konsekvenser for et brand, fordi det er den direkte vej til både indsats og kommunikation uden skyggen af retning.

Når jeg ikke vil skrive “de bedste”, handler det derfor aldrig om manglende tro på kundernes kompetencer, men altid om at det bedste ikke er godt nok til dem. Det er det heller ikke til jer. I kan være mere konkrete, I kan præstere mere, I kan levere mere.

Har det bedste sneget sig ind i jeres historie om jer selv (tro mig, det er set i både missioner, visioner og på kæmpe plakater i meget fine forhaller), så husk: Det kan ske for selv de bedste. Men få i en [biip] fart nogen til at udfordre jer med spørgsmålet: De bedste til hvad? 

PS Morgenen efter dette indlæg blev publiceret faldt jeg over dette i min morgenavis. Der er noget om snakken …Eksempel

WP_20150925_08_16_29_Pro

WP_20150925_08_15_29_Pro

WP_20150925_08_14_50_Pro

WP_20150925_08_14_04_Pro

WP_20150925_08_12_12_Pro