Min uddannelse som naturterapeut begyndte med en dansefest en majdag i Rold skov og sluttede med en begravelse en februardag i Fløjstrup Skov. Det var den perfekte cykles, for hvis noget nyt skal kunne spire, må noget gammelt dø. Det giver, for mig, dyb mening på både det personlige og det kollektive plan. Alligevel er det at give slip noget af det sværeste i tiden – men er dét sund og livgivende vækst bare at fylde mere og mere på?
Det kom bag på mig, at jeg begyndte at græde, da jeg sad der med knæene i mulden og gravede nogle sider af mig selv ned, som jeg ønskede at give slip på. På den anden side var det jo en begravelse, jeg havde endda planlagt den med min veninde, der er begravelsesrådgiver.
Skovl til at grave hul med, velvalgte ord, vidner, nedsænkning af de tre sider af mig og jordpåkastelse. Opskriften var enkel, processen kompliceret. Det hele begyndte egentlig med, at jeg i forbindelse med min certificering som naturterapeut hos HEG skulle lave en naturpagt – på skift og som et produkt, der sanseliggjorde pagten. En essentiel del af pagten blev et nyt værdisæt.
Gik jeg da rundt og havde usunde værdier? Det vil jeg helst ikke tro, jeg vil hellere kalde værdierne ubevidste. Øvelsen med at skrive mit værdisæt ind i en naturpagt skabte i hvert fald en dybere bevidsthed i mig og dermed måden, jeg tager lederskab for mit liv, min virksomhed og min relation til naturen.
En del af bevidsthedsrejsen var at spørge mig selv; hvis det er de her nye værdier, jeg ønsker – hvad er det så, jeg ikke længere ønsker? Hvilken bagside eller modsætning har hver værdi? Og er jeg klar til at slippe den? Ja. Jeg måtte lægge nogle sider af mig selv i jorden, som hører mit gamle jeg og den gamle verden til, for at give plads til, at dette nye værdisæt kan spire og med tiden vokse sig stærkt.
Er det så gjort med en gang jord? Nej, men det er en mærkbar hjælp at skabe bevidsthed og udføre en rituel handling med andre som vidner. Konkret havde jeg bygget tre kvindefigurer som symbol på hver af de tre sider i mig, jeg ville slippe:
Navn: Frøken 100 %
Bygning: Naturmaterialer fulde af knopskydninger
Symbolik: Præstationskultur
Give plads til: Det legende frie
Navn: Masku-line
Bygning: Naturmaterialer, der er hårde og ufleksible
Symbolik: Tilbageholdt feminin kraft
Give plads til: Det maskuline og feminine i balance
Navn: På-fuglen
Bygning: Stedsegrønne naturmaterialer
Symbolik: Lineær vækst, altid på med samme energi året rundt
Give plads til: Cyklisk og organisk bevægelse
Hvorfor græd jeg så? Fordi det er svært at give slip på det velkendte. De tre sider har formet mig i årtier, og jeg lagde da også hver af dem i jorden sammen med et lille agern som symbol for ny begyndelse, hvorpå jeg havde skrevet ‘tak’ med store bogstaver. Vi må slippe i kærlighed for at blive frie. Bitter er noget, man drikker. En sjælden gang imellem. Og ikke til min begravelse.
En kollektiv begravelse
Efter begravelsen i skoven, da de tre kvindefigurer var lagt i jorden ved rødderne af et gammelt træ, kom flere kvinder hen til mig og sagde tak, fordi jeg også havde lagt nogle sider af dem i jorden – jeg var ikke alene om at bære de gamle værdier ubevidst med mig i livet, og jeg blev næret af den kollektive støtte til begravelsen.
Det er om noget essentielt i en tid, hvor vi er nødt til at omstille os til en ny verdensbalance – vel at mærke en, vi ønsker så meget, at vi er villige til at give slip på en anden. Men giver vi slip på ret meget? På noget som helst? Hvad har du eller din organisation senest givet slip på? Det virker som om, de fleste af os tror, at nyt kan spire, samtidig med at vi holder fast i eksisterende værdier og overbevisninger om, hvad det gode liv og sund vækst er. Men vi kan kun holde rum udadtil for det, vi er villige til at holde rum for indadtil.
Det er så nemt at sige ja til ‘de rigtige’ valg. Være mere grøn, mere omsorgsfuld, mere i balance, mere menneskelig, mere ude i naturen … men intet af det er bæredygtigt, hvis vi ikke er villige til at slippe noget af det, vi plejer at være. Så fylder vi bare mere på. Og jagten på mere fremfor bedre lever videre i bedste velgående. Og det kan hverken vi eller jorden bære.
Jeg ønsker, at vi kollektivt tager vores forhold til døden op. Det har Laura Storm i øvrigt skrevet et glimrende indlæg om her. Med døden mener jeg ikke kun den, der berører vores nærmeste eller en dag os selv, eller sider af os, men vores forhold til at slippe det, der ikke længere tjener os og vores jord. For at noget nyt kan spire, må noget gammelt dø … det er ganske naturligt.
Life and death are one thread, the same line viewed from different sides.
– Lao Tau