Marketing er altid blevet set som den sidste og hurtigste løber i stafetten. Og hell yeah, marketing kan spurte. Problemet er bare, at løbet ofte bliver afgjort længe inden slutspurten. Er du dygtig, kan du derfor andet end at tage benene på nakken. Du kan blive involveret allerede ved startlinjen sådan her:
1. Drop hemmelighedskræmmeriet
Dit bagland ved måske nok, hvem målgruppen er, men du kender kundens inderste drømme, problemer, længsler og succesoplevelser = guld værd i alles arbejde med at styrke relationen til kunden. Så hold et oplæg, lav en video, skriv en månedlig reminder, indret et kunde-rum eller find på noget selv, i stedet for at holde din viden hemmelig, bare fordi der ikke er nogen, der stiller de dybe spørgsmål af sig selv.
2. Fjern de grå hår
Du kan være sikker på, at der sidder nogen et sted og får grå hår over spørgsmålet: “Hvad skal vi nu udvikle for at være markedsledende/ på forkant/ innovative/ blabla?”. Alt for mange produkter, programmer, ydelser og services bliver udviklet, fordi “maskinrummet eller teknologien” kan uden den nødvendige forståelse for, hvad kunden rent faktisk har brug for. Det, du kan, er at proaktivt byde ind med idéer, der skaber sammenhæng til det, kunden vil have. Det, der kan laves – og sælges.
3. Få CEO’en til at elske dig
I dag overlever en virksomhed kun, hvis den leverer spot on på det, den lover kunderne. Det ved din CEO om nogen. Vis derfor hvordan det, marketing beskæftiger sig med og kommunikerer, hænger direkte sammen med virksomhedens value proposition. Du vil blive elsket for det – i stedet for at se ud som en, der bruger for meget tid på at vælte rundt i nye digitale muligheder, der ikke åbenlyst har noget at gøre med forretningsmålene.
4. Hold op med at lyv
Storytelling er i de seneste år blevet smurt ud over alt som et tykt, kvalmende lag glasur, der efter lidt tid begynder at krakelere. Derfor er mange virksomheder i dag optaget af spørgsmålet: “Hvordan tilbyder vi markedet noget, der viser, at vores historie er sand?”. Her kan du få en afgørende rolle ved ganske enkelt at holde op med at fortælle historier, der ikke er reel indsats bag og udfordre de fine ord: Hvad gør I f.eks. konkret for kunden, når I lover at levere “hurtig kundeservice”? Er der svar inden for 10 minutter, 24 timer eller 30 sekunder i en ny online support? Der er dér, storydoing bliver til sand storytelling.
5. Glem tilladelsen
Når marketing så længe er blevet set som den sidste og hurtigste løber i stafetten, kræver det selvfølgelig tid at blive set som noget andet. Det værste, du derfor kan gøre, er at vente på en tilladelse til, eller måske ligefrem en invitation til, at stille op ved startlinjen. Det bedste, du kan gøre, er at stille op på eget initiativ – med en stærk tro på, at det er det eneste rigtige både for dig selv og den virksomhed, du er en del af. Fordi marketing i en engagementsdrevet digital verden er ansvarlig for at skabe og vedligeholde den langtidsholdbare relation til det vigtigste i enhver virksomhed: kunden.