Den er ofte langhåret, lugter af fremtid, spiller hard to get og sidder på et kontor for sig selv. Et sted, du sjældent kommer.
Egentlig vil du gerne være fortrolig med den. Eller bare vende et par ting med den. Eller i det mindste hilse på den.
Bare sådan for at signalere “hey, jeg har da ikke glemt dig!”.
Men der er lidt travlt. De andre kommer konstant med alt muligt, du prøver at finde en retning i. Så tingene går jo ikke ligefrem i stå, bare fordi du ikke får taget kontakt. Desuden er der fiskefrikadeller til frokost. Og der er snart ikke flere tilbage.
Det er nok også ok først at gøre noget ved det på sigt. Altså, lige nu handler det jo bare at kunne se den for sig.
Ellers ville den jo ikke hedde vision.
Sådan tænkte du indtil den dag, det gik op for dig, at nogen havde vendt v’et i vision forkert.
Du havde altid set det som om, du stod i det spinkle punkt forneden i v’et og skulle arbejde dig op mod det store, visionære perspektiv. En virkelighed langt ude i fremtiden.
Nu stod du pludslig i det store, visionære nu og så, at visionen kunne fungere som et solidt fundament, som du kunne bygge og bygge og bygge ovenpå.
Og jo mere du byggede, jo mere retning fik det, du gjorde og det, du sagde. Du kunne endda se for dig, hvordan det hele kunne ende med at gå op i en højere enhed.
Og det var faktisk noget federe at kunne se for sig.
Jo, det v vendte forkert. Visioner skal ikke sidde mutters alene og vente på, at det bliver fremtid, så de kan blive opfyldt.
De skal bruges, skal de. Til at give retning og skabe sammenhæng og forandre noget stort et lille skridt ad gangen. Lige der midt på ens skrivebord. Hej vision!
PS Sku du ikke til at blive klippet, så vi kan komme i gang?
