Vil du være bemærkelsesværdig, er første skridt at præcisere, hvad det er for et ønske, du opfylder hos dine kunder. Netop dét kan være svært at se selv. Derfor er mit bedste tip: Spørg dine kunder!

Måske behøver du ikke engang ringe op og spørge dem. Ligger du inde med udtalelser fra kunder (eller andre), du har arbejdet sammen med, har du garanteret allerede svaret.

Kig referencerne igennem og se, hvad det er, kunden mener, du gjorde på netop din måde for ham eller hende. Svaret er der (det er jo formålet med en reference), om ikke i direkte vendinger, så mellem linjerne.

Jeg ville ønske, jeg havde fået det råd, da jeg stod overfor at skulle bemærke mig. Det var en lang rejse rundt om kommunikation, markedsføring, kreative koncepter, boost din business osv. osv. osv., før jeg endelig landede på, at jeg hjælper mine kunder med at sprede deres budskab med succes.

And guess what? Da jeg læste mine referencer igennem senere, opdagede jeg, at flere direkte havde skrevet, at jeg havde hjulpet dem med deres … budskab (se selv her). Hurra. For det er da dejligt at være enig med sine kunder om, hvad de får.

Hvad får dine kunder hos dig?