I august tog jeg min mand og vores to børn med i cirkus. En familieoplevelse, vi aldrig havde haft før. Og som gav os alle noget vigtigt med hjem.
Vi havde knap sat os, før min datter spottede den store elefant, man kunne ride en tur på i manegen. Den var virkelig stor. Men hun gik frisk op på den en meter høje kasse, hvorpå der stod en to meter høj mand, som svingede hende op i luften. Op på elefantens ryg. Og rundt red de.
Det er så inspirerende at se, hvordan hun går til selv de største udfordringer med en tro på, at hun kan. Bare fordi hun har lyst.
Min søn havde ikke lyst. Han nåede også kun elefanten til anklen. I stedet blev han meget fascineret af nogle børne-artister og konstaterede prompte, at de måtte have øvet sig meget. Det ville han også gøre med det, han gerne ville være god til.
Det er helt sikkert lysten – og talentet – der driver værket. Men det er øvelse, der gør, at man mestrer det (10.000 timers træning, så er du rigtig god).
Min mand er faktisk den, der siden har talt mest om cirkusoplevelsen. Han var meget skeptisk inden, men blev imponeret over de velplejede dyr, de flotte kostumer og de dygtige artister.
Skal andre tage det, vi gør, seriøst … starter det altid med, at vi tager os selv seriøst. Og det gjorde de i cirkus den aften.
Jeg sugede det til mig, at alle i manegen vidste præcis hvilken oplevelse, de var fælles om at skabe: Cirkus som i gamle dage – velkommen i eventyrets verden. Ordene blev sagt mange gange – med ægte cirkus-accent af en frodig dame i knaldrød kjole med en hat på størrelse med en haveparasol.
Publikum lyttede til hende. Artisterne lyttede til hende. Og det at være med til at skabe netop denne forestilling med deres vidt forskellige bidrag gjorde tilsyneladende, at for eksempel cirkusprinsessen – der må have brugt år på at træne sig op til at kunne stå på en hånd og holde balancen med resten af kroppen snoet umenneskeligt rundt om sig selv – intet problem havde med at sælge popcorn i pausen. Og fodre dyr. Og pakke telte ned og …
Alle har hvert deres talent. Når vi får scenetid, bliver set og anerkendt, ser vi også meningen med at arbejde med alt det andet, der også skal gøres – uden for vores kompetenceområder.
Da jeg skyndte mig at svare på det opslag, jeg tilfældigt så på facebook om de fire cirkusbilletter, havde jeg aldrig troet, vi ville få så meget ekstra med hjem hver især. Vi fik faktisk alle følelsen af mentalt at komme op på den store elefant.
The End.
