En kommune have hyret en designer til at skabe en kasse, hvor de ældres medicin kunne opbevares (som alternativ til f.eks. en pose, hvor det hele vælter rundt og mandens og konenes medicin bliver blandet, så den ene tager den andens osv.) – til gavn for både den ældre og hjemmehjælperen.
Briefinger, brainstorms, designprocesser, print og præsentationsrunder senere skulle kassen testes hos et ældre ægtepar. Hjemmehjælperen kommer ind, fortæller fyldestgørende om kassen og dens funktion, de ældre nikker indforstået, og designeren og hjemmehjælperen går ud i køkkenet for at fylde medicinen i kassen. Inde fra stuen, hvor konen og manden sidder, lyder det …
Hun til ham: Hvad siger de, vi skal med den?
Han til hende: De siger, vi skal have den ligkiste stående!
Kassen til medicinen var nemlig hvid. Fordi det er mest minimalistisk. Fordi det er mest klinisk. Fordi det er mest diskret. Bare ikke i et hjem, hvor alle møbler er maghoni-mørke, hvor alt tapetet er farvet, og hvor hvid er en farve, man forbinder med … døden.
Parallellen mellem den hvide kasse og en ligkiste havde ingen set. De så nemlig ikke kassen gennem den ældres briller. Men gennem deres egne.
Og den pointe er en, vi alle kan tage til os, når det handler om vores budskaber. Det er ikke nok for nogen af os at være passionerede og vidende om noget. Skal det skabe bud efter os, skal vi have et budskab, der fænger dem, vi vil dele ud til.
Vi er nødt til at skifte briller. Vi er nødt til at skifte farve. Vi er nødt til at skifte ord. Så det giver mening for andre.
Efter testen blev kommunens hvide kasse i øvrigt grøn – og nu bliver den godt modtaget. Indholdet er der ikke pillet ved.