Tænk i muligheder, ikke begrænsninger. Det har du med garanti hørt før. Hvis det er (lidt) svært, så gør som med alt andet svært – få hjælp! Det her er en blog om business, ikke børn. Ikke desto mindre er mine egne to børn en stor inspiration og hjælp for mig, når jeg tænker i business-muligheder. Som i dag da min datters fod bare skulle blive 10 meter længere.
Det var denne attråværdige sko, der gav anledning til udtalelsen:
Skoen – som min datter så gerne vil kunne passe – er 11 numre for stor til hende. Men i stedet for at se begrænsninger, ser hun muligheder. Tager skoen på og konstaterer, at hendes fod bare skal blive 10 meter længere, så kan hun passe den.
For alligevel at finde en tilfredsstillende løsning her og nu – human after all – tager hun skoen modsat på, så hendes hæl læner sig op ad sløjfen. Nu passer den … og dog. Ved finjustering viser det sig, at der er et par centimeters luft fra hæl til sløjfe, hvilket kun fører til kommentaren: “Nej, den passer ikke helt, men om to sekunder gør den”.
Dét er tillid til vækst!
Hvorfor er børn sådan og voksne ikke? Det har du helt sikkert et bud på. Og da børnepsykologi ikke er det, jeg er ekspert i, vil jeg bare sige – prøv at skifte børn ud med små virksomheder og voksne ud med store virksomheder. Og gentag din argumentation.
Det handler om at være lille versus være stor. Enkel versus kompleks. Omstillingsparat versus omstillingsdame. Og der er meget hjælp at hente i børns evne til at se muligheder. Så hvis du skal være sammen med dine egne eller andres børn i weekenden – så lyt og lær!
God weekend