Min genbo har en masse æbletræer i haven og lige nu alt for mange æbler til, at hun og hendes fire børn kan gnave sig igennem dem. Derfor har hun, meget sødt, sat en lille kurv med æbler ved havelågen, så forbipasserende kan tage et æble.
Helt gratis. Helt fantastisk. Helt forkert.
For der er aldrig nogen, der tager æblerne (jeg ved det – jeg holder øje med kurven hver dag fra mit stuevindue). Hvorfor ikke? Fordi de fleste af os er indrettet sådan, at vi har meget svært ved at tro, nogen giver os noget ganske gratis. Tager du højde for det i din forretning?
Hvis du har det med at give for meget væk for mindre, end det er værd, så mister det sin værdi og tiltrækningskraft! Giver du derimod noget væk gratis I SAMMENHÆNG med en ydelse, du skal have penge for, er sagen en anden. Så husk både at have kanaler til det gratis og kanaler, hvor indtægterne kan komme ind.
Hvis du vil have mig undskyldt, vil jeg gå over til genboen og forslå, at hun sammen med de gratis æbler sælger bogen (måske skal hun lige skrive den først)
“100 Æble-opskrifter du vil Ææælske”. Eller i det mindste laver et lille skilt, der kommunikerer “Gratis ævler”.