Hvor mange mails sendte du i sidste uge? Jeg har ikke styr på mit forbrug. Jeg prøver at stramme op og kun sende konkrete forespørgsler afsted, ligesom jeg koncentrerer mig om at svare konkret – og hvis mit svar er negativt, så komme med et konkret positivt alternativ. Jeg prøver. Virkelig.

Men tænk, hvad det ville betyde for vores evne til at være konkrete og respektere hinandens tid, hvis vi skulle sende et brev pr. post i stedet for en mail! Tænk, hvad det ville gøre ved vores tankegang, hvis hver mail kostede 5,50 kr. at sende. Og mere til udlandet. Og endnu mere hvis der var tunge filer vedhæftet. Interessant, ikke?

I gamle dage, hvor man sendte en rytter afsted på hest i flere dage for at give en besked, lød den formentlig ikke, “nej, vi kan ikke onsdag”, hvorefter rytteren efter en god nats søvn og et godt måltid mad og med forsyninger i en pose på hestens ryg red og red og red retur med beskeden, “hvornår kan I så?”  – og igen efter et hvil hoppede på hesten med beskeden, “vender det lige internt”

Hvad gør du for at maile så effektivt som muligt? Skriv en kommentar nedenfor.