Engang fandtes der ikke højre- og venstre-sko. Kun identisk formede sko, som man så kunne købe så mange af, som man havde fødder. Der må virkelig have siddet nogen med dårlig sans for produktudvikling, fristes man til at tænke. Men er vi bedre i dag?

Min gode ven Tore Vesterby talte på en af vores workshops i 2009 om en fuldstændig overflødige opfindelse – mobiltelefonen. Ingen kunne se fordelen ved en telefon, man kunne gå rundt med, men som til gengæld ville løbe tør for strøm og skulle sidde i oplader, så man for en stund ville være uden telefon. No way.

Er vi bedre i dag? Kan vi forestille os produkter, der opfylder behov, vi ikke ved, vi har? Udvikler du den slags produkter?

I marketing-termer taler man om USP og ESP. Unique Selling Point er forlængst død og borte, fordi stort set alt findes, og intet derfor kan blive unikt længere. I stedet har Emotinal Selling Point overtaget, det vil sige produkter drevet af følelser, storytelling og personer med hjerte og holdninger.

Det er en god pointe. Men er det enten eller? Første gang jeg var til begravelse ved USP’et, var da jeg videreuddannede mig på Den Danske Reklameskole (som også er død!) tilbage i 2001. Seks år senere blev den første iPhone lanceret. Var den unik? Et produkt helt for sig selv, noget vi ikke havde set før?

Også inden for sko-verdenen er der stadig plads til produktudvikling. Måske til det unikke nye?

Giv ikke op. Genopliv USP’et. Bare fordi vi ikke kan se muligheden –  betyder det ikke, at den ikke findes. Som Seth Godin siger, “your product will only survive in a crowded marketplace if you stop advertising and start innovating”.

PS Husk lige at sprede budskabet om det, du innoverer …