Slogan. Payoff. Tag line … Der findes mange fagudtryk for den ene korte og koncentrerede sætning, som enhver virksomhed bør have og skam-bruge.

Et payoff’s fornemmeste opgave er nemlig at udtrykke det, der giver din kunde tryghed – det, din kunde har brug for at blive bekræftet i, når han eller hun skal købe et produkt eller en serviceydelse hos netop dig.

Det handler altså ikke kun om essensen i din forretning – det, du kan – som mange tror. Dit payoff skal også række ud mod dine kunder og give dem noget, før det giver dig noget retur!

Bruger du dit payoff systematisk og konsekvent, hjælper det i den grad din markedsføring på vej, fordi din (potentielle) kunde ved, hvad du/ din virksomhed står for. Og sjovt nok holder det også dig selv på sporet!

For dig handler det altså om at finde et payoff, der passer perfekt til din virksomhed og din kunde (og ikke bare lyder lækkert).

Spørg dig selv: Rammer mit pay off et emotionelt behov (en drøm) hos min kunde? Giver det ham eller hende tryghed for forandring og forbedring?

Tro mig, hvis du har den ene vigtige sætning på plads, bliver alt andet du skal kommunikere om din virksomhed meget lettere.