Frygten for at fejle. Uh, alene at skrive ordene er tungt. Nok fordi det kommer så tæt på de fleste af os. I hvert fald på mig. Hver gang skal skal tage et nyt skridt, håber jeg inderligt, at jeg ikke vrikker om, banker storetåen ind i et eller andet eller går i den forkerte retning.
Men jeg tager skridtet, gu gør jeg så. Fordi jeg synes at det er så vigtigt, at vi tager de skridt. Bare et ad gangen. Uden nogensinde at gå i stå. For det ville da være frygteligt.
For mit vedkommende har jeg forlængst opgivet at kæmpe imod frygten for at fejle. Jeg har i stedet accepteret den, som sådan en slags ven, der dukker op – jeg mener, det duer jo ikke at være uvenner med en del af sig selv, vel?
Så er det bedre at sige, “nå, hej, er du nu her igen – kom indenfor, så skal jeg vise dig, at det nok skal gå”.
For et stykke tid siden sad jeg i et fødselsdagsselskab og talte med en, der gerne ville skabe forandringer i sit liv, men dvælede lidt. Hun spurgte mig, om jeg ikke frygtede den gule zone – den hvor vi ikke er 100 % trygge og i kontrol. Og det gik op for mig, at mange af de skridt, der for bare få måneder siden havde fået lille frøken frygt til at komme på besøg, ikke udløser den slags besøg mere.
Vores grænser rykker sig. Vi bliver modigere. Når vi øver os.
Men frygten for at fejle tror jeg aldrig, jeg slipper personligt. Lige nu er den dukket op igen, fordi jeg har åbnet sluserne for at få hjælp i min business. Og har erfaret, at det er så meget mere bekvemt og trygt at være den, der bare giver og giver. Når vi skal modtage, mister vi nemlig kontrol!
Så hvis du hører nogen sige, “nå, hej, er du nu her igen – kom indenfor, så skal jeg vise dig, at det nok skal gå”, så er det bare mig, der taler med lille frøken frygt. Igen.
(Faktisk kan jeg lide det efterhånden, det giver sådan en NU RYYYYKKER JEG følelse i maven, yes).