Når det handler om at udtrykke din passion, være personlig, være vedkommende og tale direkte til din målgruppe, er der ikke meget, der slår video som medie.
Din video kan du nemlig smide på YouTube, på dit website, på Facebook osv. Og med et kan du nå flere hundreder, tusinder eller millioner andre personer, hvis indholdet i videoen altså er godt.
Og det er her, video bliver skræmmende.
Ikke fordi det, du har på hjertet ikke er godt nok. Men fordi der sker noget med (de fleste af) os, når vi sidder foran kameraet:
- Vi kan ikke huske, hvad vi skal sige
- Vi begynder at tale uhørt langsomt (og trække vejret uhørt hurtigt)
- Visse helt almindelige ord bliver meget svære at udtale
- Vi har svært ved at fastholde blikket, fordi vi ikke taler direkte til nogen
- Er vi flere foran kameraet, aner vi ikke, hvor vi skal gøre af os selv, når de andre er på
Alt det her ved jeg bl.a. fordi, jeg lige har lavet min egen første video i professionelt regi. Videoen endte med at blive god. Men næste gang kan den helt sikkert blive bedre.
Pointe: Køb et videokamera (f.eks. Flipcam, som er let at finde ud af) og upload videoerne. Øv dig og bliv bedre.
Og få så professionel sparring, når du trænger til at fremstå … mere professionelt. Den slags sparring skal jeg have inden for nær fremtid!
Indtil da længe leve: Fail Fast, Correct Quickly
For bliver din video ikke god nok, kan du heldigvis bare erstatte den med en bedre i en fart.