Jeg har aldrig haft guldfisk selv, men forleden hørte jeg en interessant historie om dem. Det er nemlig sådan, at når man skifter vandet hos en guldfisk, må man aldrig skifte alt vandet på en gang. Opskriften lyder på en tredje del ad gangen, så guldfisken gradvist vænner sig til det nye vand. For store skift slår den simpelthen ihjel.
Ofte er det på samme måde med os mennesker. Selv om mange er optaget af at udvikle sig på en måde, hvor det kun kan gå for langsomt (det kender jeg kun alt for godt), er det uendelig vigtigt, at forandringerne sker i et tempo, hvor vi stadig har os selv med.
En lille forandring ad gangen – eller en tredjedel nyt ad gangen, hvis vi skal følge guldfiskens opskrift. For det kan faktisk lade sig gøre at drøne i en forkert retning eller vækste sit hjerteblod ihjel, når forandringerne er for store, og udviklingen går for stærkt.
Dét er så ikke lige min udfordring, tænker du måske og synes, alt går for langsomt?
Det er fristende at tro, at massiv vækst og store forandringer kun er for andre. Det er det ikke, vi skal bare lade være at sammenligne os med andre konstant. Ser jeg på mange af mine kunder, er de småpinlige over, at de ikke bare har sagt deres job 100 % op for at dyrke deres selvstændige liv, men i stedet har et deltidsjob for at finansiere drømmen. Eller over, at de stadig laver en hel del tidskrævende 1:1 opgaver, selv om alle taler om passiv indkomst og mere tid. Eller over, at de stadig kun har et to-cifret antal læsere på deres nyhedsmail. Eller over, at de kun har en blog, og ikke også en fast skribentaftale, en brevkasse, en (e)bog og en fanside på facebook. Eller over …
Uanset hvor vi er, er det næste nye, der venter os – forandring. Og uanset hvem vi er, tror jeg på små forandringer. Gerne mange og gerne hurtigt efter hinanden. Meget gerne. For så ender det med massiv vækst og store forandringer.
Men lad os tage en lille forandring ad gangen, indtage den og have tillid til, at det er den måde, vi overlever bedst på. Præcis som guldfisken. Er vores lyst og vilje stærk nok, skal alt vandet nok blive skiftet ud. Igen. Og igen …