Tak

To små ord. Undskyld eller tak. Dem har jeg lyst til at bruge med større bevidsthed, med mindre skyld og mere ansvar – og måske kan jeg inspirere dig til det samme her. Vi er alle en slags landskab, og tak er en billet til at udforske det sted. Sammen.

For noget tid siden havde jeg en samtale med en, der ikke talte med mig, men til mig. Det føltes som en konkurrence i, hvem der kunne sige mest, hurtigst og højest. Til sidst måtte jeg bryde ind og sige, hvad samtalen gjorde ved mig. Der blev stille, der blev faktisk lyttet. Og så blev der sagt undskyld. Var det egentlig godt?

Undskyld er bare et ord, min pointe er de følelser, der kan knytte sig til det. Skyld for eksempel. Når vi tager noget ind i os på den måde, prøver vi egentlig bare at holde det nede, væk, ud i strakt arm. Får samtale-skam, for eksempel. ‘Jamen jeg har jo sagt undskyld-typen’ kender du sikkert. Som om det var nok. Det er det kun, når det følges op af eftertanke, bevidsthed og et ansvar for at gøre tingene anderledes i en grad, der kan mærkes indeni – og af dem, der møder det. På den måde kan undskyld faktisk blive en dårlig undskyldning for ikke at sige tak og tage ansvar for det affald, vi smider rundt omkring.

En hurtig huskeregel: TAK = Tag Ansvar, Kære. (Undskyld har så mange bogstaver i sig, at man overhovedet ikke ved, hvad det vil).

Det er derfor, at ‘tak’ er meget sejere, smukkere og stærkere. ‘Tak’ kan være så livgivende, hør bare her:

Tak fordi du siger fra.

Tak fordi du siger til.

Tak fordi du er ærlig.

Tak fordi du reagerer.

Tak fordi du stopper mig.

Tak det tager jeg til mig.

Tak det vil jeg tænke over.

Tak det kan jeg godt se.

Tak det vil jeg øve mig i at gøre anderledes.

Tak fordi du vil mig så meget, at du bruger din energi på at reagere på noget, jeg siger eller gør, du kunne jo også bare være ligeglad eller trække dig væk.

Eller bare: Tak.

Ja, tak er en hel sætning.

Det der lille ord betyder – i min verden – at jeg selv eller den anden tager reaktionen til sig. Det handler ikke om (und)skyld, men om at være åben for de læringer, som livet og vores relationer kommer med og tage ansvar for at nære forbundetheden lidt bedre næste gang. En konflikt eller reaktion er aldrig kun den enes ansvar. Vi er hinandens verden.

Tak er en billet til at udforske vilde landskaber

Jeg kunne også godt have sagt tak i situationen med samtalen. Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg sagde, men det ville ikke være helt skudt ved siden af, hvis jeg havde hostet et eller andet ud a la, ‘amen, du må også undskylde, at jeg sådan bare udbrød blah blah …’. Det er ikke altid, vi i øjeblikket – midt i reaktionen – lige får gjort det mest ansvarlige, men hey; det er aldrig for sent at vende tilbage.

Så tak fordi du talte til mig på en så irriterende måde, at jeg kunne mærke i hver eneste celle, hvad en gensidigt berigende samtale er for mig. Hvad det betyder for mig at lytte til hinanden, at samskabe hen ad vejen, at få dig og mig og os alle sammen til at blive meget bedre sammen, end vi evner hver især på egen hånd. Og tak fordi vi kan tale sammen på en helt anden måde nu.

Vi er alle sammen en slags vilde landskaber – nogle steder så rå og udyrkede, at andre slår sig på os, andre steder så polerede og tæmmede, at ingen kan mærke en skid. Og så er der de der steder, hvor friktionen er den helt rette: Hvor modstanden er så meningsfuld, at den giver lyst til mere, hvor ujævnheder på vejen vækker nysgerrighed, og hvor skiftende vindretning gør, at vi opfatter blæstens nuancer og minder os selv om, at både 100 % medvind og 100 % modvind i længden er utrolig kedeligt.

Vi er priviligerede, når vi har hinanden til at lære at navigere i det landskab. Og tak er en billet til at udforske det sted. Sammen.

Undskyld kan hurtigt blive en dårlig undskyldning for ikke at sige TAK – og tage ansvar for det affald, vi smider rundt omkring.

– Line Dahl