5. af 7 kendetegn ved brands med mening og retning

De små ords tid er kommet. Endelig. Folk vil kunne forstå, hvad det hele handler om, hvorfor det har sin berettigelse. De vil kunne mærke det. Uden at sætte hjernen på overarbejde. Det er ikke længere fedt at tale i særlige begrebsverdener og være den, ikke alle kan forstå.

Det kan vi måske godt blive enige om?

Alligevel bliver kommunikationen ofte kompliceret. Fordi vi er så sovsede ind i alt det, vi selv har brugt timer, dage og år på at lære at forstå. Snigende langsomt ændrer vores sprog sig, uden vi selv opdager det. Som da Telia-manden forleden spurgte ind til min ledningsvej. En af mine kunder talte om en MOBCOHO session, eller hvad det var. Eller endnu en virksomhed lancerer en række værdier, der egentlig skulle være stærkt handlingsanvisende, men som halvdelen af de ellers veluddannede medarbejdere ikke forstår.

Det bliver så svært. At forstå. At se meningen med. At købe ind i. Det bliver en lukket fest, hvor uforståelige termer er dørmænd. 

Det er derfor, det 5. kendetegn ved brands med mening og retning er, at de er nemme at forstå. De har gjort det stykke arbejde, det (altid) er, at nå ind til en enkel grundfortælling om, hvad de står for og tilbyder mennesker. Essenser er aldrig lange og komplicerede. Og der findes masser af små ord, der fortæller om noget stort. Præcis som der findes masser af store ord, der intet siger.

Gevinsten ved at bruge små ord kan jeg ikke udtrykke bedre, ende den her fine tekst, jeg forleden fandt i en mappe fra min tid på Den Danske Reklameskole i 2001:

Never fear big long words.

Big long words mean little things.

All big things in life have little names.

Such as life and death, peace and war.

Or dawn, day, night. Night, hope, love, home. 

Learn to use little words in a big way.

It’s hard to do.

But they say, what you mean.

When you don’t know what to mean

 use big words – 

they often fool little people.

__________

Læs hele serien om de 7 kendetegn ved brands med mening og retning
1: Bring brandet foran – flet formål ind i alt
2: 3 fælder bevidste brandledere undgår
3: Gør medarbejderne til medfortællere af grundfortællingen
4: Test brandet – hvilken af de to typer er I?
5: Bliv nem at forstå – brug små ord
6: 9 måder at gøre brandet mere menneskeligt
7: Derfor skal brands gøre gode venner til rollemodeller