At arbejde med eventyr i naturen er eventyrligt i sig selv. Hvad fanger en? Hvilken fortælling kommer til en? Hvad hvis der ikke kommer noget? Alt kommunikerer, når vi giver os tid til at lytte, se, smage, føle og dufte, og er vi åbne, kommer eventyret til os. Sjældent i den form, vi havde forestillet os, eller med det indhold, vi havde tænkt. Sådan byder naturen på eventyr med magi, visdom og usædvanlige hændelser, som en bølge der kan tale …
Der var engang en lille bølge, lige der ude på havet, hvor noget under overfladen brød bevægelsen igen og igen. Den lille bølge var ikke til at stoppe, så sig altid omkring efter nogen at lege med.
Nogle gange var der andre bølger, andre gang var den lille bølge den eneste i et fladt hav. Den vidste, at det var tante Strøm og onkel Vind, der bestemte, hvem der var ude at lege.
Ofte, når den lille bølge var alene, drømte den sig væk. Den havde hørt om bølger så store, at mennesker kunne surfe inden i dem – og bølger så kraftige, at de ødelagde alt, de ramte.
Det skræmte den lille bølge lidt, men den følte sig meget draget af surferbølgerne og spejdede altid efter en, selv om den også havde hørt, at den slags bølger kun fandtes langt væk, på den anden side af jorden.
En dag da den lille bølge dagdrømte så længe, at den begyndte at kede sig, tog den sig selv i at se sig bedre omkring. Lige der hvor den var. I dens eget vandskab og landskab.
Den lille bølge opdagede, at der var mange måder at være bølge på. Der fandtes for eksempel noget ude på havet, som blev kaldt krusninger – og inde ved strandkanten var der masser af skvulp. Den lille bølge syntes, at skvulp var sådan et sjovt ord, en pudsig bevægelse i sig selv.
Skvulp. Skvulp. Skvulp. Skvulp.
Med ét så den lille bølge noget nyt i sig selv. Den var jo faktisk en lille bevægelse med et stort aftryk; fuld af leg og bevægelse, og så kunne den modsat bølger langt ude i horisonten røres, høres, ses, føles og smages.
Jo mere den lille bølge overgav sig til det, den allerede var en del af, jo gladere blev den for at være lige præcis, som den var – og hvor den var. Den dag indså den lille bølge, at ligesom den selv var en del af havet, så var havet og hver eneste af havets bølger også en del af den.
Den lille bølge behøvede ikke at drømme om at være noget større end sig selv. Den var allerede forbundet med en større helhed. Sikke et eventyr, tænkte den – hvis den en dag skulle fortælle eventyret videre til sine bølgebørn, skulle det måske ganske enkelt hedde ‘Den lille bølge’.
Nature is a book, a letter, a fairy tale in the philosophical sense or whatever you want to call it.
– Johann Georg Hamann
