Tal, men ikke kun om tal

Dette er en såkaldt succeshistorie, som kunne være hentet i mange virksomheder. Måske endda i jeres. Den handler om en virksomhed, der med dygtige folk, snuden i sporet og en eminent evne til at gentage forretningssuccesser kommer tættere og tættere på det ambitiøse 2020 vækstmål. Helt ærligt, den her virksomhed klarer sig virkelig godt!

Derfor er lederen, lad os kalde hende Lisa, også topmotiveret. Hun ønsker oprigtigt, at medarbejderne er det samme, så hun bruger stort set al sin taletid med dem på at fortælle om vækstmålet og de økonomiske vindinger. For positive tal motiverer alle … ikke?

Tallene taler vist for sig selv:

De er absolut nødvendige og for nogen motiverende, men på ingen måde nok. Ikke engang i en verden fuld af Big Data og teknologi. Det kan meget vel være en indlysende pointe, men den udfordring, der følger lige i halen, er ofte overset:

  • Hvad definerer jeres succes udover tal?
  • Hvilken form for værdi skaber I sammen, hvis det ikke kun er den på bundlinjen?
  • Hvad handler de gode fortællinger om, når de ikke specifikt knytter sig til vækst, målstreger og grafer?

Du behøver hverken blive lang i spyttet eller gøre morgenmødet til en heldagsforestilling, hvis du som leder vil svare på disse spørgsmål. Men vil du mere end at læne dig op ad tal, skal du tale, inspirere og motivere på menneskesprog – for selv om mennesker motiveres forskelligt, ved vi, at én ting motiverer alle: mening.

Her er 3 afprøvede og effektive tip til at tale om succes på menneskesprog:

__________________________________________________________________________

Tip 1: Bring virksomhedens berettigelse i spil – den er nøglen til en ny form for fortælling om succes

__________________________________________________________________________

Spørg dig selv (eller kig i grundfortællingen): Hvad er det menneskelige og meningsfulde, som jeres virksomhed er sat i verden for? Og når I lykkes med x (produkt, service, ydelse, aktivitet), hvad bidrager I så faktisk til i menneskers liv og på samfundsplan? Hvad skal I derfor anerkende hinanden mere for?

Det, vi står for, smitter af på det, vi anerkender os selv og andre for

__________________________________________________________________________

Tip 2: Træn et fælles sprog for det, I står for – det vækker følelserne og handlekraften

__________________________________________________________________________

Et fælles sprog er ikke en kollektiv mavefornemmelse for, hvad I står for. Det er heller ikkeevnen til at forstå hinanden på fynsk, engelsk eller skolsk (det sprog, mange ledere i skoleverdenen taler, og som mange mennesker faktisk ikke forstår). Og det er slet ikke et sprog, der handler om, hvad I ikke er – det kan man ellers hurtigt samles om.

Et fælles sprog er fuld af enkle og menneskelige budskaber, som alle forstår. Det kan med fordel indeholde udtryk, der har lige præcis jeres særpræg og værdier indbygget – udtryk, som I skal træne at bruge, fordi de er anderledes end dagligdagssproget. Og så taler et fælles sprog til de basale følelser, vi alle sammen kender.

En af de fejl, mange begår i forsøget på at motivere, er at tale udelukkende til modtagerens rationale. Budskaber, forslag og idéer, der resonerer dybt i os mennesker, taler til til vores hjerter og forbinder os med vores følelser.

Jo tættere et sprog kommer på vores følelsesmæssige dimension, jo stærkere kan det virke ind i vores liv og blive til grundlag for vores handlinger

(Citat: Ole Fogh Kirkeby, Ledelse i dag, 2018-2019)

__________________________________________________________________________

Tip 3: Sæt retningen med små fortællinger – så vokser de til tilhørsforhold, lederskab og konkurrencefordele

__________________________________________________________________________

En stylist sagde engang til mig, at jeg kunne tabe 2 kilo om hofterne ved at tage et stort tørklæde om halsen. Andre siger, at “det, vi vander, vokser” eller “where focus goes, energy flows”. Pointen er den samme: Det, du fremhæver som leder, former medarbejdernes selvopfattelse + det de opfatter som vigtigt at handle på + de fortællinger, de identificerer sig med, henter energi i og er med til at brande virksomheden på.

Hvilke fortællinger dyrker du i dit lederskab? Trækker de i samme retning, eller stritter de “fra Herodes til pilates”? Husker du at dele fortællingerne med medarbejderne hver måned, hver uge, hver dag og til hvert møde – uanset om det er i kantinen eller foran kaffeautomaten? Det behøver ikke være kæmpe tiltag, der sætter virksomheden på den anden ende og konkurrenterne til dørs en gang for alle. Det kan også være små, kontinuerligt fortalte ting.

PS Nogen gange når jeg har skrevet indlæg som det her, tænker jeg: Shit, det er jo så banalt – overvej lige, hvor lidt nogen har brug for at læse det her, Line! Men møder du ikke også en del, der glemmer, at tal ikke er svaret på alt? Og læser du ikke også for mange succeshistorier, som kun handler om tal og data? Jeg gør. Derfor har jeg sat mig for at samle på og dele en anden slags “succeshistorier” i 2019 – den slags med plads til mere menneskelighed, mere sårbarhed, mere læring, mere erfaringsdeling, mere af det svære, mere af det sjove og mere af det skæve, som vi går igennem på vejen til såkaldt succes. Der skal selvfølgelig stadig være plads til tal: små tal, store tal, vigtige tal, retningsgivende tal, tal i alle farver. Bare ikke kun tal. Som researcher og storyteller Brené Brown siger, “maybe stories are just data with souls” …