Battle

På et online “skil dig ud” hangout (som du i øvrigt kan gense her), hvor jeg var inviteret til at tale, ønskede en af deltagerne sparring på sin forretning. Han drev en bilvask, og det inspirerede mig til at vise, hvordan man kan bruge virksomhedens formål som løftestang for forretningsudvikling – uanset branche.

Jeg har tidligere skrevet om, hvorfor det, I arbejder med, er ligegyldigt eller med andre ord: Hvorfor værdien ligger i det, man arbejder for. Det gælder også i udviklingsøjemed.

Tilbage til bilvasken, som – lad os kalde ham hr. X – står bag. Holder han sit fokus på det, han arbejder med, at vaske biler, kommer idéerne til forretningsudvikling hurtigt til at tage udgangspunkt i produktet/ ydelsen/ servicen og lyde sådan her:

  • Hvordan kan vi vaske bilerne hurtigere?
  • Hvad kan vi vaske bilerne i, som giver et flottere eller mere holdbart resultat? 
  • Hvordan kan vi tilpasse bilvasken, så den imødekommer årstidens udfordringer? 
  • Hvad kan vi tilføje, som understreger oplevelsen af “ren bil”?
  • Hvad kan vi tilbyde, som ellers vedligeholder bilen?

Nogen ville måske mene, det faktisk er et udmærket udgangspunkt for at udvikle forretningen. Men hr. X kunne også flytte fokus til det, han arbejder for. Det ved jeg ærligt ikke, hvad er. Men lad os lege, det er at varetage tidskrævende vedligeholdelsesopgaver for travle mennesker med store transportbehov. 

Så kommer idéerne til forretningsudvikling i stedet til tage at udgangspunkt i kundens behov og lyde sådan her:

  • Hvilke problemer opstår oftest som følge af manglende vedligehold af f.eks. bilen, som vi kan skåne kunderne for?
  • Hvordan kan vi tilbyde vedligehold-abonnementer, der sikrer, at transporten foregår problemfrit henover sæsonen/ året?
  • På hvilke tidspunkter kan vi foretage vedligeholdet, så det tager mindst muligt af kundernes tid – om søndagen, om natten, om formiddagen?
  • Har disse travle mennesker andre transportmidler, som de f.eks. bruger i deres fritid, som vi med fordel også kunne tilbyde at vedligeholde for dem?  

Min pointe er hverken, at bilvask er en dårlig forretningsidé, eller at man kan lave en guldgrube på at servicere travle mennesker med store transportbehov. Slet ikke.

Pointen er, at idéerne til forretningsudvikling markant ændrer karakter og niveau, når man flytter fokus fra det, virksomheden arbejder med, til det, virksomheden arbejder for.

Velkommen til kundeorienteret forretningsudvikling anno morgendagen.