Min datter danser. På bordene, i sofaen, på fliserne, når hun børster tænder og på vej hjem fra skole. Professionel undervisning, tænkte forældrene derfor (og hvis du tænker: hva’ faen har det med min branding at gøre, så hæng lige på – svaret er alt!).
Første sted – det dyreste so far – havde hyret nogle teenagere med høj kasket og lav buks, der ikke turde sige et ord til eleverne og brillerede med et sæson-afslutningsshow, som alle tilskuerne troede var 2 minutters opvarmning.
Andet sted gik dansen i stå allerede i telefonen efter en længere forklaring om, hvorfor der ikke kunne være tale om en gratis prøvetime, da stedet ikke fik støtte af det offentlige “som alle andre”. Nååårh, det var da også synd.
Tredje sted startede timen med beskeden om, at ét pift betyder: nøj, nu kommer der noget, vi rigtig gerne vil høre, så vi kan blive rigtig dygtige til at danse. To pift var derfor ikke nødvendigt. Og det var i øvrigt forskellen på at gå i skole og gå på danseskolen.
Det tredje sted er drevet af Annette Lolck. Hun ejer ikke bare danseskolen, hun elsker at lære børnene at udtrykke sig med attitude og danse selvtilliden ind i dem. Og hun gør det med en så stor dedikation, at det smitter hurtigere end ebola.
(Min datters første kommentar efter en time, hvor hun var ved at gå til af nervøsitet over at være “den nye”, var: årh, tror du jeg kan blive lige som hende?)
Annette lever sit brand. Hun er en “brandlover”. Hvis du tror, det alene skyldes, at hun ejer skidtet selv, tager du fejl. Cvr-numre udløser ikke langtidsholdbar passion pr. automatik.
Spørgsmålet er selvfølgelig: hvad skal der til, for at medarbejderne bliver “brandlovers”? Jeg har tre bud:
1) De skal vide, hvad I (virksomheden, filialen eller afdelingen) står for – jeres value proposition. Det ved de, når de kan svare på spørgsmålet: “Hvilket formål stiller du dig selv til rådighed for hver dag, når du kommer på arbejde her?”
Det er noget helt andet end tre værdiord. Eller tretten.
2) De skal vide, hvad deres bidrag til positionen er, og hvorfor det er vigtigt, for at I er stand til at levere varen og leve brandet. Det ved de, når de kan svare på spørgsmålet: “Hvordan bidrager du med værdi til det, vi står for sammen?”
Det er noget helt andet end at kende sin jobbeskrivelse.
3) De skal (sammen med lederen) være i stand til at omsætte [brand position + eget bidrag + kundeefterspørgsel] til udvikling og kommunikation af services og produkter, der understøtter meningen med det hele. Det er de, når de kan svare på spørgsmålet: “På hvilken måde kan vi/jeg gøre det bedre for kunderne – og dermed forretningen – inden for den bane, vi spiller på?”
Det er noget helt andet end at tilbyde det gængse i branchen eller “være kreativ uden grænser”.
Lad os være realistiske. Der findes lortedage. Og arbejde behøver måske ikke være en dans på roser hele vejen igennem. Men med en klar brand position, grundfortælling og retning for indsats og budskaber, som rent faktisk tager afsæt i det, I brænder for, kan det sagtens blive en dans på hjerteblod. For alle.
PS På den danskeskole, der vandt vores hjerter, danser de til det her beat – don’t believe me, just watch – meget apropos!
