Nogle gange gør man ikke noget, når man burde. Til gengæld bliver man ved at tænke på, hvad man kunne have gjort. Sådan har jeg haft det i ugevis, efter jeg overhørte en samtale på en café mellem en kvinde og hendes chef. Hvis bare jeg var løbet efter hende … hvis bare jeg havde sagt noget … men jeg sad bare der. Brevet i det her blogindlæg er til hende, fordi hun findes i så mange af os. Måske også i dig eller en, du kender.
Kære kvinde
Husk nu, du har et valg. Du behøver ikke finde dig i det. Du kæmper så bravt mod ham, din chef. Selv når han siger, den bedste idé er at fyre alle de medarbejdere, du har under dig. Fordi det ikke er noget problem at finde nogle nye. Til helvede med relationerne.
Du bider dig i tungen, når han kalder dine gode argumenter for noget pis, han ikke kan bruge til noget. Jeg så hvor hårdt, du bed til. Selv med ryggen til. Det gjorde mere ondt på dig, end på ham, ikke?
Kære kvinde, husk det nu. Du har et valg. Altid. Hvad er det, der binder dig til ham og den arbejdsplads, han præger? Hvad er det, det giver dig at spytte indebrændte kommentarer ud i hjørnerne af kontoret med dine kollegaer? Du sagde til ham, at alle var mere effektive, når han ikke var der. Og så blev han endnu mere sur. Er han værd at kæmpe for?
Han er tryghed. En fast løn hver måned. Måske en pensionsordning, du får glæde af om 40 år. Frokost på bordet hver dag. Og et stykke med wienerbrød og dårlig samvittighed om fredagen. Lige inden du skal hjem og bruge lørdagen på at ryste den dårlige chef-karma af dig, så du kan leve livet om søndagen. Lige inden …
Kære kvinde. Lad være at gøre, som han siger – gør som din mavefornemmelse siger. Hvis du har svært ved at høre den, så vent til på søndag. Sig op. Find en sød chef. Eller bliv din egen. Gør det nu.
Og husk, valget er frit. Men det er dit.
Kærlig hilsen Line,
selvstændig kvinde