Det er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på at fejre Fars dag. Og Mors dag, som det er på søndag den 13. maj. I min familie griner vi stadig sammen af mit forsøg på at tilpasse mig traditionerne.

Ikke fordi moderskabet eller faderskabet ikke er værd at hylde. Det føles bare fjollet at hoste op med sådan en ting en gang om året på en dag, andre har valgt – og som man kun husker, fordi man ser en reklame.

Den hyldest til moderskabet, som Sarah Kay performer med sit digt “If I should have a daughter” i videoen herunder, føles til gengæld som at få hjertet knuget. Hårdt.

Måske fordi jeg selv er mor. Måske fordi jeg har en mor. Måske fordi jeg har så mange mødre – og døtre – i mit liv. Mest af alt fordi jeg har min egen datter og søn i mit liv og næppe kunne finde smukkere ord at give videre til dem end Sarah Kays.

Lyt selv til de første 3 minutter og 40 sekunder af denne video (det er indtil publikum giver hende en stående applaus. Første gang).

God (Mors) dag.

Først kiggede jeg til højre. Så til venstre. Så til højre igen. Og nej, jeg var ikke ved at gå over en vej – jeg var ved at læse forsiden på lokalavisen. Se de to røde annoncer nederst. De er stort set ens. Men de er indrykket af to forskellige virksomheder, som i den grad ikke (i hvert ikke her) formår at skille sig ud i måden, de positionerer sig.

Lad os lige se nærmere på dem (bare rolig, det er ikke dit syn, der er uskarpt):

Imponerende, ikke? De er nærmest grafisk og ordret identiske (og det er ikke nogen undskyldning, hvis det er avisens annoncesælger og grafiker, der står bag).

Selv om vi arbejder med det samme, betyder det bestemt ikke, at vi skal fremstå ens. Jeg er sikker på, at de to kvinder og virksomheder i annoncerne – hvis man gik professionelt til dem – skiller sig ud i det, de arbejder for og måden, de gør det.

Det har de fortjent kommer frem. Og det har dem, de skal arbejde sammen med og gøre en forskel for også.

Geronimo var Apache indianernes mest kendte leder. Anerkendt for at kaste sig ud i ting, der for andre virkede urealistiske at lykkes med – og for at blive ved, ved og ved.

I dag er Geronimo blevet et begreb – en man hidkalder, når man står overfor store udfordringer, som man ønsker at lykkes med. Præcis som når Aura synger … “let’s go Geronimo”.

Kilde: Danish Music Awards 2011 på Youtube.com

Ja, det vidste jeg ikke. Måske gjorde du, ellers ved du det i hvert fald nu. Og hvis jeg kender dig ret, sker det ikke sjældent, at du i forbindelse med nye mål, nye måder at udtrykke dit budskab og nye måder at arbejde kaster dig ud i svært udfordrende sager.

Derfor tænker jeg, at du også har brug for den der “gi-gi-wow-wow-remonimooooww”, som min søn synger.

Her kommer i hvert fald en liveoptagelse (til ubegrænset brug) med …

Aura Dione & Geromino

Jeg taler om SHAPE UP. Mirakeltrussen, der forvandler muffin-formen (tak til Judi for det billede) til flad-mave-god-røv-slanke-lårbasser-formen. Eller om:

BEHANDLINGSBUKSEN

Jeg var glad for min, indtil Anne Deppe skrev på Facebook, at nyerhvervelsen i magasin’s julekatalog bliver omtalt som – ja, du læste rigtigt – en behandlingsbuks.

Ord er vidunderlige. Ord kan forandre verdener. Ord ER magiske. Men brugt kedeligt og uden forståelse for, hvad kunderne sukker efter, kan de også virke modsat. Og ødelægge (sex)liv. Og så skal man måske ligefrem i behandling for sin behandlingsbuks …

Jeg tror, det bliver et nyt fænomen på højde med “Vinterbillede” i mit univers:
“Behandlingsbuks” [brugen af utiltrækkende og kedelige ord, der brænder enhver bro til målgruppen]

Shape up, magasin, siger jeg bare.

Har du eksempler på “behandlingsbuks-fænomenet” (eller erfaring med en behandlingsbuks), så del endelig!

Vi kom kørende på motorvejen forleden, da vi passerede den her lastbil. Billedet, jeg fik taget med mobilen i farten, blev lidt utydeligt – men er det ikke tydeligt, at budskabet er blurret her? Eller ville du også vælge en elefant som logo, hvis ordet “tyr” indgik i dit firmanavn?

Husk altid den røde tråd i din kommunikation …

Læs hvorfor i min åbne mail til SOS Børnebyerne under billedet …

Hej

Jeg støtter via min virksomhed et barn i en af SOS-børnebyerne og er stor tilhænger af jeres lødige og ærlige arbejde og den forskel, I gør det muligt for mennesker som mig at gøre. Derfor ærgrer det mig sådan, at jeg modtager en stak julekort fra jer. Og en bestillingsseddel.

Så kan man sidde der med sine tre julekort, som man på ingen måde har bedt om, og få dårlig samvittighed over enten at bruge dem uden at betale eller at smide dem ud. Selvfølgelig håber I på at generere en masse julekort-salg, men I kunne appellere til jeres “kunders” samvittighed på så mange andre mere meningsfulde måder end den der “stikken ned i halsen markedsføring”. Og sælge meget mere.

Jeg arbejder selv med markedsføring og tro mig – “julekort-metoden” er et levn fra en tid, vi er mange, der har lagt bag os. Hvis der er noget den moderne forbruger ikke vil, så er det at dikteres et køb – af sin samvittighed. Derimod vil vi gerne involvere os, støtte velgørende formål og være en del af meningsfulde fællesskaber, hvor vi selv vælger vores bidrag.

Heldigvis boomer markedet for velgørende sager, som almindelige mennesker kan støtte på en masse idérige, innovative og appellerende måder. Let og uden at få prakket noget ufrivilligt på. Så pas på jeres sag og på dem, der støtter den. Og fri os fra fremover som bonus at støtte et ressource-spil i form af julekort til skraldemanden.

–
Mange hilsener Line
Skab succes med dit budskab!

Hvad synes du om den slags? Overreagerer jeg – eller er du også videre? Smid endelig en kommentar. Også hvis du kommer fra SOS Børnebyerne. (Nej, jeg har ikke fået et svar fra dem endnu … men det kan da være, de sender et julekort)

Dengang jeg var ansat som tekstforfatter i reklamebranchen, arbejdede jeg ofte til langt ud på aftenen (eller natten) for at få et kampagneoplæg klar, så bureauet kunne vinde opgaven. Bureau-konkurrencer var nemlig meget brugt. Kunderne spurgte simpelthen 3-4 (nogen gang op til 7!) forskellige bureauer, om de ville komme med et løsningsforslag på deres næste kampagne. Gratis.

Heldigvis blev der i et vist omfang sat en stopper for den model. Den var ganske enkelt ikke fair overfor bureauerne, der investerede uhørt meget tid i at få en ny kunde – oftest uden den nødvendige indsigt i kundens udfordring.

I mit arbejde i dag har jeg den erfaring med mig, og det betyder, at jeg ikke kaster uanede mængder tid i at få en ny kunde. Jeg tager gerne en snak over telefonen eller et kort fysisk møde, hvor vi kan teste kemi, og hvor jeg kan spørge ind til kundens udfordring og komme med mit umiddelbare bud på vejen til en løsning.

Men jeg laver ikke gratis løsningsforslag eller prøve-rådgivningssessioner. Det er både mine evner og min tid for værdifuld til (og det samme gælder så absolut for dig!). Og faktisk er det heller ikke nødvendigt.

Takket være medier som bloggen her, min nyhedsmail eller Facebookprofil kender langt de fleste potentielle kunder mig på forhånd. Selv om vi aldrig har mødtes og ingen fælles bekendte har. De ved, hvad jeg står for, hvordan jeg anskuer verden og hvad, jeg tilbyder. Det betyder alverden, også i tid.

Min pointe er, at du selvfølgelig skal investere meget tid i at få kunder, men gør det efter modellen én-til-mange i stedet for at lægge en masse gratis tid i form af konkret rådgivning eller måske endda løsningsforslag til en enkelt kunde.

Og gør det tydeligt, hvad du tilbyder – få dig nogle faste pakkeløsninger og spar også der en masse tid på at få tilbud på plads til potentielle kunder.

De bedste løsninger bliver nu engang til gennem dialog, co-creation og respekt for hinandens tid. Og det starter med, at du begynder at respektere din egen …

Hvad kan jeg nemt gøre bedre i mit arbejdsliv – hvad er mit næste nemme skridt i min business? Det er spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv. Det er der 3 årsager til, måske kan du genkende dig selv i dem?

1. Det er så nemt at overlade udviklingen til andre: Hvad vil kunderne have? Hvad vil chefen have? Hvad er tendenserne? Og så ellers drøne rundt i manegen som en anden cirkushest – smuk pyntet og helt i kontrol, men uden en meningsfyldt retning drevet af os selv.
2. Listen af forbedringspunkter i forhold til afklaring, udvikling og profilering er ofte uendelig lang. Hver gang vi taler med en ny, opstår der nye muligheder. For der er så mange muligheder og så meget, vi kunne gøre. Præcis som der er så meget, der virker begrænsende. Ja, faktisk føles det af og til så overvældende, at vi kan blive helt handlingslammede.
3. Med alle de muligheder og begrænsninger, vi oplever, er noget af det ypperste, vi kan præstere faktisk succesfuldt at udvælge og tage … vores næste nemme skridt. Netop dét fortjener mere tid og opmærksomhed, end mange af os giver det.

Fokus handler dybest set om at fjerne så meget, at der er så lidt tilbage, at vi er i stand til at handle på det – samtidig med at vi har det strategiske overblik, der gør, at vi ved, hvorfor vi gør selv de mindste ting, og i hvilken retning vi ønsker, de skal drive os. Det er derfor, det ofte betaler sig at investere i at se sig selv gennem andres professionelle øjne.

Hvad er dit næste nemme skridt?

Jeg har aldrig haft guldfisk selv, men forleden hørte jeg en interessant historie om dem. Det er nemlig sådan, at når man skifter vandet hos en guldfisk, må man aldrig skifte alt vandet på en gang. Opskriften lyder på en tredje del ad gangen, så guldfisken gradvist vænner sig til det nye vand. For store skift slår den simpelthen ihjel.

Ofte er det på samme måde med os mennesker. Selv om mange er optaget af at udvikle sig på en måde, hvor det kun kan gå for langsomt (det kender jeg kun alt for godt), er det uendelig vigtigt, at forandringerne sker i et tempo, hvor vi stadig har os selv med.

En lille forandring ad gangen – eller en tredjedel nyt ad gangen, hvis vi skal følge guldfiskens opskrift. For det kan faktisk lade sig gøre at drøne i en forkert retning eller vækste sit hjerteblod ihjel, når forandringerne er for store, og udviklingen går for stærkt.

Dét er så ikke lige min udfordring, tænker du måske og synes, alt går for langsomt?

Det er fristende at tro, at massiv vækst og store forandringer kun er for andre. Det er det ikke, vi skal bare lade være at sammenligne os med andre konstant. Ser jeg på mange af mine kunder, er de småpinlige over, at de ikke bare har sagt deres job 100 % op for at dyrke deres selvstændige liv, men i stedet har et deltidsjob for at finansiere drømmen. Eller over, at de stadig laver en hel del tidskrævende 1:1 opgaver, selv om alle taler om passiv indkomst og mere tid. Eller over, at de stadig kun har et to-cifret antal læsere på deres nyhedsmail. Eller over, at de kun har en blog, og ikke også en fast skribentaftale, en brevkasse, en (e)bog og en fanside på facebook. Eller over …

Uanset hvor vi er, er det næste nye, der venter os – forandring. Og uanset hvem vi er, tror jeg på små forandringer. Gerne mange og gerne hurtigt efter hinanden. Meget gerne. For så ender det med massiv vækst og store forandringer.

Men lad os tage en lille forandring ad gangen, indtage den og have tillid til, at det er den måde, vi overlever bedst på. Præcis som guldfisken. Er vores lyst og vilje stærk nok, skal alt vandet nok blive skiftet ud. Igen. Og igen …

]]> http://linedahl.dk/2011/09/28/derfor-kan-sma-forandringer-v%c3%a6re-bedre-end-store-eller-guld-fra-guldfisken/feed/ 2 http://linedahl.dk/2011/09/23/derfor-skal-du-ikke-kun-sp%c3%b8rge-din-mor-dine-venner-din-tante-din-kat-din-nabo-din-l%c3%b8bemakker-dine-veninder-%e2%80%a6/ http://linedahl.dk/2011/09/23/derfor-skal-du-ikke-kun-sp%c3%b8rge-din-mor-dine-venner-din-tante-din-kat-din-nabo-din-l%c3%b8bemakker-dine-veninder-%e2%80%a6/#comments Fri, 23 Sep 2011 08:28:47 +0000 Line Dahl http://linedahl.dk/?p=3066 Gud, hvor er det flot. Nej, hvor er du dygtig. Bare det var mig, der havde sådan et. Hvor skriver du altså godt. Nu kan jeg godt se, hvad du mener med professionel. Elsker måden, du gør det. Du kan bare det der.

Det var bare nogle af de fantastisk søde, velmente og stærkt varmende kommentarer, jeg fik, da jeg viste mit site til venner, bekendte, samarbejdspartnere, mennesker i mit netværk … og min mor. Men der manglede noget.

De varmede. Vildt. Men de fjernede ikke den der lille gnavende fornemmelse af, at noget ikke spillede optimalt. Noget jeg ikke selv kunne sætte fingeren på og gennemskue med mit ellers så go-home-falk-agtige-blik for røde tråde i kommunikation. Indtil Mette kom drønende … (jo det ER hende på billedet).

Mette hedder Tiensuu til efternavn og driver Womens Webolution, hvor hun rådgiver om at få succes via de sociale medier. Forskellen på hende og mange af de andre, der kommenterede mit site er, at hun så på det med professionelle øjne.

Og hun kunne se, hvad der var galt. Jeg behøvede ikke engang spørge. På under et kvarter fik hun også mig til at se den ene ting, jeg skulle ændre, for at tingene faldt på plads for mig – og jeg selv kunne løbe videre med bolden helt boblende glad og, vigtigst, i den rigtige retning.

Det er ikke første gang (og heller ikke sidste, hopefully), jeg har haft sådan en AHA-oplevelse ved at få andre – professionelle andre – til at se på mig og mit. Og da jeg altid tager afsæt i mine egne udfordringer, når jeg skaber produkter og ydelser, så har lige præcis dét inspireret mig til fast hver den første mandag og tirsdag i hver måned at tilbyde mine professionelle øjne på din business i 25 intense minutter.

Jeg kalder det “Hvad-Kan-Jeg-Gøre-Bedre-Businesstjek“, men blandt mine kunder bliver det bare varmt anbefalet under navnet “Businesstjek” …